tekst6316

TESTSYSTEMER BLIVER TIL PRODUKTER

Billedet ovenfor viser et mobilt testsystem til verificering af fastmonterede elektroniske manifolds målinger. Manifolds der måler støbeformes kølekanalers virkningsgrad.

 

"Må vi ikke også købe jeres testopstilling"

I flere tilfælde oplever vi at vores testopstillinger bliver til nye produkter. Den elektroniske manifold Mouldflo til plaststøbemaskiner skulle, inden eksterne godkendelser, godkendes hos os selv. Vi byggede en test-simulator der kunne simulere kølevandssystemerne i en fabrikshal med plaststøbemaskiner. Det gav, uden vi vidste det, grundlaget til 2 nye produkter.

Behovet

En plaststøbemaskine består primært af en udskiftelig form i 2 eller flere dele, som trykkes sammen af et stempel. Når formen er trykket sammen sprøjtes flydende plast ind i formen og formens kølekanaler køler plasten ned. Derefter åbnes formen og det støbte emne udtages. Processen gentages i tusindvis af gange. Når andre typer af plastemner skal støbes, udskiftes formen.

Den nye form kan være fejlbehæftet og plastproducenterne ønsker at undgå at bruge dyr montagetid og driftstid på defekte støbeforme.

Opgaven

Støbeformene, inklusiv kølekanaler, skal derfor kvalitetstestes på værkstedet, inden de transporteres ud til fabrikken og monteres i plaststøbemaskinen.

Løsningen

Vores testopstilling som simulerer kølevandssystemerne blev monteret på en flytbar vogn med en elektronisk Mouldflo manifold inklusiv slanger og fittings, samt ny intelligent simuleringssoftware. Formens kølekanaler blev forbundet til manifolden.

Testscenarierne

I de første tests havde vi vand ud over det hele, når trykket steg for meget. Vi ændrede konstruktionen. Derefter var det temperaturvariationerne der gjorde systemet utæt. Vi ændrede konstruktionen. Så kom der rystelser. Vi ændrede softwaren. Og sådan fortsatte tilpasningerne i et stykke tid. Undervejs i forløbet blev testsystemets computerhjerne mere og mere avanceret. Da testscenarierne var godkendte, blev vognen sendt ud på et formværksted.

Besparelser på fundne fejl

De første tests afdækkede metalspåner og blokerede kølekanaler i støbeformene. Det sparede stort set fra første dag montagetimer og produktionstimer. Så successen var hjemme. Så spurgte værkstedet, om vi var sikre på at vognen målte korrekte værdier. De ville gerne verificere at kølekanalerne virkelig nedkølede plastemnet på den måde, som de forventede.

Kalibreringskuffert

Vi udviklede herefter en kalibreringskuffert. Kalibreringskufferten indeholder de bedste certificerede og godkendte high-end flow-målesystemer, som det internationale marked kan tilbyde.

Vi er derfor i dag i stand til at garantere, at testvognene altid måler rigtigt, hvis de er kalibreret med kalibreringskufferten. Så nu åbner der sig en helt ny verden for værkstøjsmagerne. De kan eftervise ned i detaljer at deres støbeforme yder optimalt. Det vil i fremtiden spare montagetid og produktionstid, samt det er blevet muligt at eftervise formenes energioptimering.

Næste spørgsmål var i øvrigt om kalibreringskufferten måler rigtigt. Svaret er ja. Dem tester vi op imod et sæt af kølekanaler med kendte udmålte køleprofiler.

2 nye produkter i foråret 2014

Fabrikkerne har opdaget vognene på værkstedet og låner dem, når de kan. De kører vognene rundt i fabrikshallerne for at verificere, at de fastmonterede elektroniske Mouldflo manifolds på støbemaskinerne også måler rigtigt under drift. De mobile vogne er dermed også kommet udenfor værkstedets trygge vægge. Det er en meget spændende udvikling at være vidne til.

En udvikling som startede med at vi selv lavede en testopstilling i laboratoriet er således blevet til 2 nye produkter:

1) En testvogn til test og verificeringsformål i udvikling og produktion

2) En kalibreringskuffert til kalibrering af testvognene.

Testvogn og kalibreringskuffert er baseret på matematik og vandstrømme. Den viden har vi flyttet til luftstrømme, hvor vi har udviklet en lunge-simulator, som vi i dag bruger internt.

 

OM MOVE INNOVATION

Move Innovation er eksperter i udvikling af produkter og fokuserer på innovative, mekatroniske løsninger. Vi er specialister inden for apparat-, løsnings- og komponentudvikling. I vores arbejde med forskelligartede projekter, har vi udviklet fra idé til produkt, fungeret som udviklingsafdeling og tilbudt ekspertviden som konsulenter.

KONTAKT

Move Innovation

Dynamovej 11, 2. Tv.
DK-2860 Søborg
Tel: +45 32205060
Email: info@moveinnovation.dk

CVR: 32777066

 

Vores vision

Vi lever og ånder for mekatroniske løsninger. Vores mål er at digitalisere den danske industri.